Fra romertid til vikingetid

 

Af Magnus Edekling, Recito Förlag AB, 2009 – 394 sider, billedmateriale sort/hvid.

En spændende titel på en ny bog. Omslaget viser – symbolsk – et svensk og et dansk flag side om side – men et hurtigt opslag i kilde- og litteraturoversigten viser 183 kilder, heraf 25 danske – så bogen er åbenbart ikke en faglig sammenligning af svenske og danske holdninger. Forfatteren er ”byggnadssnickare”, bor selv i Rödeby i Blekinge, med en hobby for vikinge- og middelalderskibe. Deraf skabtes interessen for spørgsmålet om, hvordan Blekinge i det historiske forløb blev påvirket af stridigheder mellem Danmark og Sverige.

I forordet beretter forfatteren om anledningen til bogen, hvor der i de fleste populær- videnskabelige bøger ofte står, at Blekinge var dansk allerede siden vikingetiden. Målet var derfor at skabe klarhed over hvad de skriftlige kilder og arkæologiske beviser egentlig fortæller ved at markere fakta og teorier, både andres og forfatterens egne. Formålet er at bogen især skal afspejle forfatterens personlige billede af perioden der behandles. Allerede her blinker en advarselslampe. Det er en indarbejdet del af historisk teori, at man kun finder det, som man leder efter, eller som man på forhånd har en forventning om og forsætninger for at finde (Niels Lund). 

Bogen er opbygget kronologisk ud fra, hvornår forfatteren anser hændelsen udspille sig i henhold til kilderne. For læseren er dette valg en noget ujævn oplevelse med flere spring i tid samt forfatterens mange henvisninger til en eventuel uddybning senere i bogen. I første kapitel ”Blekinge under yngre järnåldern och tidig medeltid” introduceres Blekinge for læseren både i litteraturen og arkæologien. Der vises en oversigt over gårdtyperne i Sydsverige, herredsinddelingen, stednavne med endelse på -inge, -stad, -by, stenkirker og Hammerby-stednavne i hele Sverige. Der er en gennemgang af runesten og sidst et meget langt indlæg om forfatterens interesse for tidlige bådtyper. Herefter fortsættes med en gennemgang af Blekinges naboområder Möre, Finnveden, Värend, Lister, Öland, Skåne og Bornholm.

I afsnittet om Skåne lader forfatteren Erik Segersäll være bygherre af et Trelleborghus i Berghusa fra sidst i 900-tallet. Her kræver det lidt mere hjemmearbejde af Edekling, der bør læse op om topografiske undersøgelser i Sydhalland (Christina Rosén). Rosén nævner nybyggede gårde anlagt sidst i 900-tallet og huse af Trelleborgtypen i Ösarp, Trulstorp, Östorp og Kärregård. Huse af Trelleborgtypen ses tilmed i Varla i Nordhalland (Lundqvist, Åhrberg) og i Segerstorp i Västergötland (Berglund, Rosén) - og konteksten viser en klar dansk påvirkning fra sidst i 900-tallet. Den ene af de to Simris-runesten – fra perioden 1010-1050 – nævner i teksten Knud den Store, men er ikke nævnt i bogen.

Herefter bringes læseren en tur forbi ”Sutton Hoo” og den svenske koloni Kurland. Semland, der ligger noget nærmere Blekinge er ikke omtalt, selvom nyere svenske studier peger på samhandel med de danskdominerede pladser Truso, Wiskiauten og Wolin (Jan Åke Andrén).

Forfatteren behandler derefter Ragnar Lodbrog‘s danske rige og mener at søkongen er en myte og sagnperson. Desværre ses Annales Regni Francorum ikke at være på kildeoversigten. Af annalerne fremgår det, at Ragnar hyres af frankerkongen Karl II (den Skaldede) år 840 som hærværn mod vikingerne – og påskesøndag d. 28 marts blev Paris overfaldet af samme Ragnar. Selv Adam af Bremen nævner Lodbrog som Lodparch. Lodbrogs mange sønner fremgår af samme annaler samt de Angelsaksiske og Irske Krøniker og to af sønnerne – Sigfred og broren Halvdan – nævnes år 873 som samkonger (duo reges Nortmannorum). Sigfred er senere – år 887 – nævnt i den Angelsaksiske Krønike som konge på Øerne, Skåne og Halland.

En anden væsentlig skrøne er, at sveakongen Erik Segersäll skulle have underlagt hele Danmark i 7 år perioden 988-995. Den oprindelige kilde er Adam af Bremen som kopieres senere af Saxo. Årsagen til Adams modvilje mod Svend Tveskæg og Jylland skal findes i Svends anvendelse af bisper af engelsk oprindelse – og ikke fra Hamborg-Bremen (Niels Lund). Svend Tveskæg var ikke i eksil i Skotland tværtimod var han ifølge den Angelsaksiske Krønike på togter til England årene 991-994 sammen med norske Olav Tryggvason. På en del runesten i Nordjylland og Västergötland er påvist en række ens danske tekster, der indikerer et samarbejde mellem de to provinser i sidste halvdel af 900-tallet (se artiklen “Valdemar IIs Godser i Swecia”) - og en mulighed kan være at Erik Segersäll jog danskerne ud af Skåne og Halland efter slaget ved Fyrisvallarna og indtil sin død (se min bog “Vikingetidens konger”).

Til belysning af om Blekinge var dansk allerede siden vikingetiden findes ikke meget stof i bogen, men derimod rigtig mange stednavne og begrebsforklaringer, der generelt set er vanskelige at tidsfastsætte. En andel er forsøgt overført som svensk påvirkning af danske forhold (side 100). Fakta er, at i Danmark optræder Hus(e)by 9 gange og hovedparten af navnene formodes at være fra tidlig middelalder. Samtidig optræder Rynkeby 5 gange, Svenneby 1 gang, Karleby 10 gange – mens Tegneby ikke findes på dansk område. Fælles for dem alle er, at det er uvist om der kan tillægges personbetegnelserne en særbetydning med relation til krigerfunktioner – som i Sverige – da den svenske kontekst ikke understøtter danske forhold. I Danmark findes kun to Tuna-navne – Tune og Tunemose – og begge kan ikke tillægges en særfortolkning som i Sverige (Ph.d. Lisbeth Eilersgaard Christensen 2010).

I den østlige del af Blekinges skærgård ligger øen Sturkö. På det nordlige Skällenäs står en runesten i Jellingstil fra perioden 900-1000 der i teksten nævner en ”skipper”, hvilket ligeledes er nævnt på runesten fra denne periode i områderne Viborg, Lolland, Skåne og Småland. Forfatteren forsøger at bortforklare eksistensen af en dansk runesten i Blekinge med ligeså stort held, som hvis vi danskere forsøger at bortforklare det svenske Hedeby-dynasti. Se hele argumentationen i min artikel ”Et kongemøde, seks grænsesten & Danaholmen”. I samme kapitel mener forfatteren seriøst, at den skånske konge Strut-Harald var søn af Gorm den Gamle.

På side 159 viser Edekling et fundkort over Harald Blåtands mønt af korstypen (Cecilia von Heijne). Heijne resumerer ”at hvis Blekinge skulle være en del af Danmark i 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet er det ikke synligt i møntmaterialet”. Et fravær af korsmønter i Blekinge er en form for ”argumentum ex silentio” bevis for tilhørsforholdet. Hvad er årsagen til manglende fund af netop denne type mønter? En af forklaringerne kan være at man i Sverige savner traditionen med at anvende metaldetektoren! En anden årsag er måske at korsmotiv-mønterne er meget lette og tynde og indeholder dermed så lidt metal, at de ikke giver udslag på metal-detektoren (Grinder-Hansen). Et nærmere studie af Heijnes fundkort (2004) viser desuden manglende fund af kors-mønt – udover Blekinge – på det meste af Jyllands vestkyst, en god del af Midtjylland og hele Sønderjylland, Lolland, Falster og Møn – samt hele Halland. Kortet omfatter ikke de dansk-dominerede provinser syd for Østersøen, hvor der er fundet en del kors-mønter. Harald Blåtands møntproduktion er dateret til perioden ca. 975/980 – 985/990 (Malmer), betegnes som tilnærmet Dorestadstil og møntstedet er stadig ukendt. Haralds forsøg på at indføre et nationalt møntvæsen blev ikke varigt, hvilket ses af de mange udenlandske mønter i cirkulation fra denne periode – og et egentligt møntvæsen slog først rigtigt igennem i Danmark under Svend Estridsens regeringstid årene 1047-1074 (Jens Christian Moesgaard). I forbindelse med det store Jellingeprojekt er indsatsen omkring Haralds mønt forstærket og indenfor det sidste år er der fundet 6 nye mønter i Hedeby og 3 stk. i Århus op imod 1 stk. i hvert af fundstederne Ribe, Vorbasse og Trelleborg (Krants, Moesgaard). Manglende fund af kors-mønt i både Halland og Blekinge skal samtidig ses i det perspektiv, at Gormslægten først fik kontrol over hele Jylland perioden ca. år 950-60, Øerne ca. år 960 og Skåne & Halland først i 980′erne.

Side 281 behandles Blekinges ”vårdkassystem”. Det svenske begreb ”böte” formodes at betyde udkigsplads eller signa-leringsplads og tolkes generelt som en del af Svearigets kystbundne forsvarssystem. Böte modsvares i Norge af ”viti” og i Danmark af det gammeldanske ”bakæn” (Ph.d. Lisbeth Eilersgaard Christensen 2010). De ældste böte-navne dateres til vikingetid men det skal fremhæves, at alle navnene ikke er samtidige og at et flertal skal tilskrives middelalderen (Modéer). I det østlige Blekinge findes en del böte-navne, hvilke må relateres til en periode med svensk påvirkning. Man kan fundere lidt over om svearnes første bötepladser virkelig blev anlagt i Blekinge, langt fra svearnes kerneområde? Oprindelsen til det danske bakæn er det oldfrisiske ord ”baken” – på oldnordisk ”bákn” (= bakke). Flere steder på Blekinges kyststrækning findes en del danske ”båken” navne (Modéer). Båken er beslægtet med det oldfrisiske baken (Stenholm, Buchwald) og dermed det danske bakæn – og angiver en periode i Blekinge med dansk indflydelse. Eilersgaard Christensen har eftervist at begrebet ”bavn” først er optaget i det danske sprog i 1300-tallet og fastslår samtidig, at böte ikke er registreret som navneled i Danmark. Som nævnt før er disse begreber komplekse og vanskelige at tidsfastsætte. Edekling sammenkæder derfor böte-navnet med dateringen på Blekinges pælespærringer og tolker dateringen til vikingetid. Derved opstår et andet problem, da begreberne af flere vurderes til først at indgå i et centraliseret varslingssystem i tidlig nordisk middelalder (Stylegar). Min personlige mening er at begreberne – böte, bakæn, båken og viti – ikke på nuværende tidspunkt entydigt kan anvendes til præcise dateringer. Et scenario der modsvarer Edeklings er – en sammenkædning af runestenen på Sturkö i Jellingstil med de maritime pælespærringer ved Östra- & Västra Skällön. Her er der lidt mere hold i teorien grundet den fysiske runesten. Det er ikke muligt ud fra pælekonstruktionen at se, om bygmesteren af spærringerne var dansk eller svensk.

Efter at have læst Magnus Edeklings bog ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal mene om den. Han anskuer mange ting helt på sin egen måde med et bredt udgangspunkt i både historiske og arkæologiske fakta samt saga- og sagnhistorien – men samtidig fremgår det at forfatteren har sat sig grundigt ind i den valgte litteratur. Bogen har enkelte gode takter og brugbare informationer. Ikke underligt – er det meste af stoffet relateret til middel-alderen og det udtynder den primære bevismængde for vikingetiden. En ting er sikker, der mangler kilde-henvisninger til litteraturlisten de fleste steder og det er ikke til at se om det er forfatterens egne tolkninger eller andres. Det tyder på at bogen ikke har været underlagt en både faglig- og designmæssig redigering. Et index med krydshenvisninger kunne være nyttigt grundet bogens opbygning. Bogen er ikke en historiebog men snarere en form for provokation mod de toneangivende konventioner blandt historikere m.m. Desværre lykkedes det ikke Edekling at opfylde sit eget mål, at modbevise påstanden om at Blekinge var dansk i vikingetid. Den påstand vil nok leve en tid endnu.